Gå til hovedindhold

Børneklubben

En klub for kommende skolebørn fra institutionerne i Hjortshøj.

  • Læs op

Indhold

    Børneklubben er for alle kommende skolebørn, der går i Solsikken, Bifrost, Spiren og den selvejende institution Kernehuset. Går dit barn ikke i én af dagtilbuddene, bliver det alligevel inviteret med i Børneklubben.

    Formålet er at få venner før skolestart

    At starte i skole er en vigtig begivenhed i dit barns liv. Barnet skal snart sige farvel til det kendte og trygge institutionsliv og starte på en ny og spændende tid i skolen. I Børneklubben hjælper vi dit barn med at gøre overgangen til skolen til en tryg og naturlig forlængelse af institutionslivet.

    Børneklubben starter i april, hvor alle dagtilbuddenes stor-børns-grupper mødes tre timer 1-2 gange om ugen. Det vigtigste formål med klubben er, at dit barn får nye venskaber, før det starter i skole. For det er rart at følges med venner, når man skal prøve noget nyt - og det gør skolestarten mere tryg.

    Samarbejde med skolen

    De fleste af vores børn starter på Virupskolen, og derfor har vi også et tæt samarbejde med skolen om at forberede dit barn bedst muligt på skolelivet. Sammen med skolen og SFO arrangerer Børneklubben besøg på skolen. Det kan fx være til en ”læse-makker-dag”, hvor udvalgte kontakt-elever fra skolen læser højt for børnene og viser dem rundt på skolen. Eller det kan være indskolingspædagogerne, der inviterer til bål-dag på skolen. Alt sammen arrangementer, som er med til at afmystificere det at gå i skole.

    Folder med praktisk information

    Når dit barn starter i Børneklubben modtager du en lille folder, hvoraf det fremgår hvor og hvornår børnene mødes i klubben. Her finder du også oplysninger om aktiviteter samt en liste over praktiske ting, som dit barn skal have med.

    Sidst opdateret: 8. februar 2024