Gå til hovedindhold

Dagplejen i Hjortshøj, Elev, Hårup og Mejlby

I dagplejen er de hjemlige, trygge omgivelser i fokus. Her møder dit barn som udgangspunkt kun én voksen og tre andre børn.

Dagplejen - to små drenge på legeplads
  • Læs op

Indhold

    Dagplejen i Nordbyernes Dagtilbud har 9 dagplejere, som dækker et stort geografisk område. Fra Hårup og Mejlby til Elev og Hjortshøj.

    Hver dagpleje er normeret til fire børn, og med så små enheder får dit barn en tryg og social hverdag, hvor det kommer tæt på de andre børn og dagplejeren.

    Samarbejde på tværs

    I dagplejen har vi en god samarbejdskultur. Dagplejerne arbejder sammen i mindre grupper af 3 dagplejere. Vi mødes på legepladsen, på de lokale institutioner som fx skoler og forsamlingshuse og i den fælles legestue én gang om ugen. I gruppen vil dit barn danne venskaber på tværs og opleve sammenholdet og glæden ved at være en del af et større fællesskab.

    Legestue med flere børn

    Dagplejerne i Hårup, Mejlby, Elev og Hjortshøj har en fælles legestue. Den er indrettet i den gamle pedelbolig ved Virupskolen i Hjortshøj. Her har den pædagogiske leder af dagplejen også sit kontor, og her mødes dagplejerne på skift. Legestuen har gode rammer for udfoldelse både indendørs og udendørs i haven og i den nærliggende skov. Det benytter vi os flittigt af, så dit barn også kommer tæt på naturen.

    Fast vikar ved ferie og sygdom

    Dagplejen i Nordbyernes Dagtilbud har en fast vikar, som dækker alle dagtilbuddets dagplejere under ferie, sygdom, kurser m.v. Vikaren deltager også i dagplejens fælles legestue, og derfor kender alle børnene vikaren. Det har den fordel, at dit barn møder et kendt ansigt, når det skal passes af en anden. Det giver tryghed for både børn og forældre.

    Sådan ser her ud

    Dagplejen er indrettet med et legeværelse og spiseplads i et privat hjem, og derfor er der stor forskel på, hvordan der ser ud. Vi er gode til at udnytte de fælles nærområder, og vi er alle optaget af at skabe trygge rammer for dit barn. Når man er tryg, er der nemlig plads til trivsel, udvikling og læring.

    Dagplejen - barn i blåt legehus
    Dagplejen - børn i træhytte
    Dagplejen - to små drenge på legeplads
    Dagplejen - telt som ekstra uderum på legeplads
    Dagplejen - lille dreng på rutsjebane

      Dagplejen i Hårup, Mejlby, Elev og Hjortshøj er normeret til 32 børn i alderen 0-3 år. Der er 9 medarbejdere – heraf 8 fuldtidsdagplejere, en fast vikar.

      Dagens aktiviteter

      Dagplejens åbningstider er:
      6:30–17:00 (mandag til torsdag)
      6:30- 16:30 (fredag)

      Den enkelte dagplejer tilrettelægger selv dagens aktiviteter med udgangspunkt i den Pædagogiske Læreplan, som danner grundlag for det pædagogiske arbejde med børnene i hele Nordbyernes Dagtilbud. Læreplanen beskriver, hvordan vi etablerer et pædagogisk læringsmiljø, der med leg, planlagte aktiviteter, spontane aktiviteter og daglige rutiner, giver børnene mulighed for at trives, lære, udvikle sig og dannes. 

      Traditioner

      Vi følger traditioner og højtider som fastelavn, påske og jul og inddrager dem i vores aktiviteter. Derudover har vi nogle særlige traditioner:

      • I maj måned holder vi ”Dagplejens dag”. Til begivenheden inviteres alle dagplejens forældre i legestuen i Hjortshøj.
      • I december holder vi julefest i legestuen. på dagen inviteres alle forældre.

      Dagplejeren sørger for mad og drikke til alle måltider, og ved valg af mad lægger vi stor vægt på økologi.

      Vi prioriterer, at måltiderne skal være hyggelige, og at der er tid nok til at spise. På den måde bliver måltiderne et hyggeligt samlingspunkt i hverdagen.

      Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

      Vi lægger stor vægt på et godt samarbejde med forældre, og vi prioriterer den åbne dialog. Det betyder, at vi rigtig gerne vil have dine tilbagemeldinger, når der er noget, du undrer dig over, men også gerne når der er noget, du glæder dig over.

      Foruden den daglige dialog, inviterer dagtilbuddet dig til samtaler om dit barns udvikling og trivsel.

      En tryg start i dagplejen

      Vi vil gerne give dit barn en så tryg og harmonisk start i dagplejen som muligt. I den første tid prioriterer vi derfor at skabe tryghed og genkendelighed i den lille gruppe hjemme i dagplejen. Først når dit barn føler sig trygt, bevæger vi os ud i de lidt større fællesskaber.

      Læs mere om vores forældresamarbejde under Fælles i dagtilbuddet.

      Få indflydelse på hverdagen

      I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i dagplejen og i dagtilbuddet som helhed.

      Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

      Dit barns udvikling og trivsel er et vigtigt fokusområde for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

      I dagplejen samarbejder vi med vores motorikvejleder, se her, hvilke observationer, hun har gjort sig.

      Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

      Her finder I en opsamling på det hidtidige tilsyn i Nordbyernes Dagtilbud. Opsamlingen er udarbejdet af dagtilbudsledelsen og en konsulent fra Børn og Unges forvaltning og er en del af det samlede arbejde med vurderingen af kvaliteten i Aarhus Kommunes dagtilbud. Opsamlingen redegør for arbejdet med kvaliteten i dagtilbuddet. Det næste uvildige tilsyn gennemføres i perioden efteråret 2024. Der arbejdes og føres løbende tilsyn med kvaliteten i dagtilbuddet i ledelseslinjen.

      Sidst opdateret: 11. oktober 2024